Artikler
Her kan du finde artikler som f.eks. nyheder, arrangementer, referater etc.

23-09-2019 20:11:49 23-09-2019 20:11:49 Piger på jagt
09-08-2019 00:31:22 09-08-2019 00:31:22 Gamefair og forbundsmesterskab på Brahetrolleborg d. 3. august 2019.
29-05-2019 21:44:39 29-05-2019 21:44:39 Generalforsamling 2019
29-12-2018 19:53:37 29-12-2018 19:53:37 Giv din jagtforening et skub
14-11-2018 10:59:13 14-11-2018 10:59:13 Skydning ved stejle vinkler
20-08-2018 23:09:01 20-08-2018 23:09:01 Regler for jagt i Sverige
13-05-2018 23:34:36 13-05-2018 23:34:36 En beretning fra "over there" om jagt og fiskeri
15-03-2018 13:18:03 15-03-2018 13:18:03 Indskydning af riffel
30-12-2017 21:14:12 30-12-2017 21:14:12 SJF vildsvinejagter i sverige
14-03-2017 22:39:37 14-03-2017 22:39:37 Intro til jagtfeltskydning
14-01-2017 11:38:17 14-01-2017 11:38:17 Nyt medlemsnummersystem i Danmarks Jægerforbund
12-11-2016 19:22:30 12-11-2016 19:22:30 Lov om knive og blankvåben m.v. Loven træder i kraft den 1. juli 2016
08-11-2016 23:37:09 08-11-2016 23:37:09 Naturen kalder: Flere kvinder vil på jagt
25-08-2016 00:15:42 25-08-2016 00:15:42 - ”Fair, frit og sundt”. Skal det være biodynamisk, lokalproduceret og klimaneutralt? Det er ikke noget problem – spis vildtkød!
23-01-2015 22:44:16 23-01-2015 22:44:16 Fisketema uden røg i køkkenet
11-11-2014 20:11:21 11-11-2014 20:11:21 Nyjægerdag i Mosehuset
13-11-2013 17:19:20 13-11-2013 17:19:20 Den dag da Mosehuset blev indviet

- ”Fair, frit og sundt”. Skal det være biodynamisk, lokalproduceret og klimaneutralt? Det er ikke noget problem – spis vildtkød!
Skrevet af @ 25/08 2016


I oktober 2011 kunne medlemmerne af Greenpeace i Tyskland læse en opsigtvækkende leder i deres medlemsblad under overskriften ”Fair, frit og sundt”.

Redaktøren, Jens Lubbadeh, opsummerede budskabet fra starten: »Vil du have kød fra lykkelige dyr? Skal det være biodynamisk, lokalproduceret og klimaneutralt? Det er ikke noget problem – spis vildtkød!«
 
Lederen, som altså forklarede de dyreetiske, miljø- og sundhedsmæssige fordele ved bæredygtig jagt, vakte stor opstandelse blandt Greenpeace-medlemmerne. Mange så ikke just sig selv som tilhængere af jagt og jægere. Trods stormen af protester holdt organisationens ledelse ikke desto mindre fast i budskabet.
Men lyder det ikke voldsomt selvmodsigende, at jagt – som jo bl.a. handler om at dræbe dyr – i virkeligheden er langt den mest dyreetiske vej til kød på tallerkenen?
Det er faktisk relativt enkelt at illustrere de dyreetiske konsekvenser af bæredygtig jagt.
Forestil dig to øer, hvor der på hver især er føde til en vinterbestand på 1.000 krondyr. Øerne har lige mange beboere og de spiser kød.

På ø nummer 1 - Hjortø - drives der jagt.
Øens jægere fastholder bestanden på et lidt mindre antal dyr end det, som der faktisk er vinterføde til. Det sikrer, at der er rigeligt med føde til alle de overvintrende dyr, som altså aldrig behøver at sulte. I dette tilfælde synes jægerne, at en vinterbestand på 800 dyr er passende. På Hjortø har jægerne desuden valgt at påvirke bestandens sammensætning, så der altid er flere hundyr end handyr på øen. Det giver en større kalveproduktion og dermed mere vildtkød, som er det, jægerne er ude efter. Bestanden er sammensat af 300 hanner og 500 hunner. Det resulterer i 400 kalve om året, og det er derfor nødvendigt, at der også dør 400 dyr om året for at fastholde bestanden på det ønskede niveau. Naturlig dødelighed kan ikke helt undgås, men jægerne formår typisk at nedlægge mindst 350 dyr om året.
I løbet af en 10-årig periode dør der altså 4.000 krondyr på Hjortø. De 3.500 ender som menneskeføde og det er nok til at holde beboerne med kød.

På ø nummer 2 – Svineø – drives der ikke jagt.
På Svineø står der derfor typisk en forårsbestand på det maksimale antal dyr, som der er føde til om vinteren – altså 1.000 krondyr. Hver sommer fødes der 400 kalve og når føden bliver knap henad efteråret, er der altså 1.400 dyr, som går en hård vinter i møde. I løbet af vinteren bliver føden mere sparsom, dyrene bliver udmarvede og til sidst begynder de svageste at bukke under for sult, sygdomme og kulde. Der dør først og fremmest en hel del kalve og gamle dyr. I gennemsnit vil der hvert forår være 1.000 meget sultne dyr tilbage på øen. De sidste 400 er bukket under for en naturlig død, som oftest er en ganske uromantisk, smertefuld og langstrakt affære.
I løbet af en 10-årig periode dør der altså 4.000 krondyr på Svineø uden jagt – kødet ender som føde for ådselsædere. Det er helt naturligt.
Beboerne på Svineø spiser lige så meget kød som beboerne på Hjortø. De får det fra øens typiske svinelandbrug. Da en Svineø-gris vejer nogenlunde det samme som et gennemsnitligt krondyr, producerer Svineø-grisebonden 350 slagtesvin om året for at imødekomme efterspørgslen. De køres på lastbiler til Tyskland for at blive slagtet efter et seks måneder langt liv (hvis man vil være bekendt at kalde det det) i en trang stald. For hver tre grise som ender på øboernes tallerkener er der en, som dør i stalden og ender på møddingen. Det giver altså yderligere 117 døde svin om året, og det bringer det totale antal op på 467.
På ti år er der altså omkommet 8.670 store pattedyr på Svineø uden jagt imod 4.000 på Hjortø med jagt. Det er et simpelt regnestykke. For hjortenes vedkommende har både livet og døden været bedre på Hjortø. Der har været rigelig med føde hver vinter og en jægers kugle er en langt mindre plagsom død end en langstrakt ”naturlig” død.
Hvis beboerne på Svineø tog konsekvensen og blev veganere ”for dyrenes skyld”, ville antallet af dyr, som hvert år dør på deres ø, komme ned på det samme niveau som på Hjortø. Hjortene på Svineø ville dog stadig opleve hungersnød hver vinter i modsætning til deres artsfæller på Hjortø, så ud fra hjortenes synsvinkel, vil Hjortø-modellen medjagt altid være den mest attraktive uanset øboernes kostvaner.
Ø-eksemplet er unægteligt skåret ud i pap. Men selv om den virkelige verden er langt mere kompliceret, så gælder principperne også i en større skala, så længe jagten er bæredygtig. At en vildtbestand forvaltes bæredygtigt betyder bl.a., at jagten ingen indflydelse har på bestandsstørrelsen. Jagten erstatter altså blot en del af den naturlige dødelighed, som ville forekomme under alle omstændigheder. I bund og grund handler jagt altså om at tage vare på en værdifuld naturressource. I hele den vestlige verden – herunder Danmark – sikrer statsansatte vildtbiologer, som typisk lønnes af de millioner, som jægerne betaler for deres jagttegn, at vildtbestandene overvåges omhyggeligt for at sikre, at de forvaltes bæredygtigt.
Desværre er vi alt for mange mennesker på planeten til, at vi kan dække vort kødforbrug udelukkende med vildtkød. Faktisk rækker denne enestående ressource kun til at dække en brøkdel af kødkonsumptionen. Men for hver eneste fasan, gås eller råbuk, som lander på vore tallerkener, har vi faktisk gjort miljøet, dyrevelfærden og os selv en lille tjeneste. Så jo større vildtudbytte vi kan høste på bæredygtig vis, desto bedre er det for den samlede dyrevelfærd, for miljøet og vor egen sundhed.
Det ville naturligvis være både uærligt og fejlagtigt ikke at indrage anskydninger i det dyreetiske regnskab. Et stykke vildt er anskudt, når det såres af et skud uden at blive dræbt på stedet, og det er selvsagt en situation jægeren gør alt for at undgå (mennesket er den eneste dræber i naturen, som tilstræber hurtige og smertefri drab). Uanset hvor meget jægerne anstrenger sig, kan anskydninger dog ikke helt elimineres – det er vilde dyr, der jages, og mennesker, som trykker på aftrækkeren – fejl sker! På jagt med riffel anskydes langt mindre end 5 pct. af de dyr, der skydes på, og de fleste af disse sårede dyr findes og aflives hurtigt ved hjælp af schweisshunde, som er specialtrænede i at spore såret vildt. Uden at man på nogen måde skal negligere anskydningsproblematikken, så må anskydninger, i den udstrækning de ikke er til at undgå, anses for acceptable ud fra en dyreetisk totalbetragtning. Det lyder måske kynisk, men dybest set er der ingen grund til at antage, at et anskudt dyr lider mere end et dyr, som dør en naturlig død som følge af sult, kulde, infektioner eller skader. Vender vi tilbage til øerne, vil alle hjortene på den jagtfrie Svineø opleve et naturligt – og dermed oftest langstrakt og pinefuldt – dødsforløb, mens langt de fleste af hjortene på Hjortø vil dø på sekunder uden at vide, hvad der ramte dem.
Er vi jægere vor tids miljøhelte? Går vi først og fremmest på jagt for at redde verden og være gode mod dyrene? Næ – egentlig ikke. Vi jager, fordi vi sætter pris på livsstilen og totaloplevelsen, som kan være vidt forskellig fra jæger til jæger. Typisk omfatter den en endeløs proces med elementer af biotoppleje, hundetræning, skydetræning, fællesskab, naturliv, jagt og efterfølgende tilvaretagelse af kød og evt. jagttrofæer. Naturligvis er det faktum, at jagten er bæredygtig og dermed bidrager positivt til dyrevelfærd, miljø og sundhed, en væsentlig forudsætning for denne livsstil.
At selve jagten er spændende, er der ingen, der lægger skjul på og det er heller ingen hemmelighed, at jægeren ikke overvældes af dårlig samvittighed, hver gang han nedlægger et dyr. Det er der nemlig slet ingen grund til. Tværtimod.
ARTIKKEL AF JENS ULRIK HØGH, REDAKTØR PÅ WWW.MITJAGTBLAD.D K