Op igennem tiden har jagthunde udført vidt forskellige opgaver. Spaniels blev udviklet til falkejagt, hvor de skulle rejse fuglene, så falkene kunne slå dem. Dette var inden ildvåbnenes tid, hvor man i sagens natur ikke havde mulighed for at skyde vildtet, hvorfor man jagede ved hjælp af hunde og fangstnet eller rovfugle. Fangstnettet blev sat op eller holdt oppe af jægerne, der hvor man formodede at fuglevildtet ville flyve hen, når det blev rejst af hundene. Man brugte også spaniels til at få vildtet til at trykke, så man kunne kaste nettet over både hund og vildt.

Da skydevåbnet blev udviklet, muliggjorde det jagt, hvor man skød vildtet, var spaniels de ideelle hunde til jagt, hvor man stødte vildtet op fra sit skjul. Mens man stadig jagede med forladere og derfor ikke kunne drive klapjagt, arbejdede spaniels som stødende hunde under bøssen på samme måde, som vi kender det i dag. Altså hvor hunden afsøger et område foran jægerne, mens disse bevæger sig langsomt fremad i takt med, at hunden arbejder. Hunden skal ikke bevæge sig længere frem i terrænet, end at jægeren kan nå at afgive skud på hensigtsmæssig afstand (maks. 25–30 meter) til det vildt, som rejses. 

Langt op i 1900-tallet var det almindelig praksis at bruge spaniels til at støde vildtet og derefter bruge retrievere til at apportere det nedlagte vildt. Man opdagede, at visse spaniels havde tendens til at standse op for vildtfært for efterfølgende at rejse vildtet. Denne egenskab begyndte man at fremavle og udviklede en speciel hundetype, nemlig Setting spaniel, som blev forfaderen til setterracerne. Denne udvikling fandt sted i England, samtidigt med at man også fremavlede stående hunde på kontinentet. Det var hunde, som minder om pointere, bare med forskellige hårlagstyper. Disse hunde er forfædre til de kontinentale hunde.

I takt med at skydevåbnene blev mere effektive til jagt voksede behovet for hunde, der kunne bringe vildtet, efter at det var skudt. Til dette arbejde efter skuddet udviklede man særlige apportører – retrieverracerne. Disse er et resultat af krydsninger mellem en nu uddød hunderace fra New Foundland, St. Johns-hunden, og forskellige spaniel- og setterracer.

I dag fungerer spaniels ofte som apportører på lige fod med andre jagthunde. Dog er spaniels stadig specialister i at afsøge tæt krat for vildt og få det rejst eller lettet, så jægeren kan afgive skud.    

Meget tyder således på, at hunden allerede for 100.000 år siden spillede en aktiv rolle i menneskets hverdag, herunder til brug under jagt. Dette samarbejde mellem hund og menneske bygger altså på en mangeårig sameksistens. Når man tænker på, at det moderne menneske kun har været på jorden i 200.000 år, har hundens rolle for menneskets overlevelse sandsynligvis haft stor betydning. Det er ikke uden grund, at hunden betegnes som menneskets bedste ven.

Under jagt vil der altid være en risiko for anskydninger og her er jagthunden en uundværlig hjælp til få fat i det sårede vildt. Når der eksempelvis afgives skud til klovbærende vildt, bør det altid betragtes som ramt indtil al tvivl er borte og det modsatte er bevist. Til at skabe denne klarhed, er schweisshunden en uovertruffen hjælp.